Uge 8 2019 er lig med træningslejr i Tyrkiet for de unge elitespillere. Dagene byder på en masse golf i flotte omgivelser og på særdeles udfordrende og skønne baner – og ikke mindst godt vejr, i hvert fald de første dage. Drengene skal forsøge sig med banerne Pasha, Titanic og den berygtede Sultan, hvor det er vigtigt at komme godt fra tee. Banen er en tidligere Europa Tour bane samt VM bane.
Døgnenes lyse timer betyder golf. Der skal i alt spilles 6 runder golf, inden turen igen går mod Danmark søndag den 24. februar. Runderne efterfølges af både teknisk træning på anlægget og fysisk træning i resortets fitnesscenter.
Der er rig mulighed for at få kroppen i form til sæsonen, justeret og pudset svinget og teknikkerne samt fremragende chancer for at komme på græs og få spillet nogle udfordrende og lærerige runder, inden sæsonen for alvor skydes i gang hjemme i Esbjerg Golfklub.
Derudover gør turen også godt for holdet og dets sammenhold. For udover golfen er der også plads til hyggelige timer sammen efter trænings sessionerne, som blandt andet har budt på en tur i havet, for dem der ellers turde vove sig ud i det endnu kølige vand. Den sidste dag på turen blev startet med Dannebro på morgenbordet, da Kasper Svejgård fyldte 16 år.
Den første tællende runde viste, at en del af spillerne var en smule rustne. Derfor blev runden gennemgået for hver enkelt spiller, så de hver især nu er klar over, hvor de skal lægge fokus.
I alt skal der spilles to runder på Sultan, og den første runde derpå bød på store udfordringer. Banen har samme længde som Marbæk fra backtee, så der blev slået mange lange jern ind til green. Anden runde bød også på udfordringer – men af en helt anden kaliber. Da første bold nåede fjerde green, måtte alle spillere spurte ind på grund af lyn og torden. Efter en times pause kunne de starte spillet igen.
For at samle op på hele turen har det alt i alt været en kanon tur, hvor spillerne er blevet udfordret og holdt til ilden – og de har klaret det rigtig flot. Der skal lyde en stor tak til Esbjerg Golfklub og Erhvervsklubben for deres støtte til denne træningslejr. Den har givet spillerne stof til eftertanke, samtidig med de nu har en ide om, hvor de står, og hvad der skal arbejdes på derhjemme.
Af sportslige resultater skal det nævnes, at Tobias Bank Olesen var bedst på alle fire tællende runder. Jonas Lykke Sørensen formåede at lave par på et par 3 hul med en bold i vanden og hole in one med bold nummer 2.