Mindeord

Mindeord for Henry Knudsen

I den forgangne uge har vi taget afsked med et mangeårigt medlem af Esbjerg Golfklub. Henry Knudsen døde tirsdag den 16. november 2021 efter langvarig sygdom. Henry Knudsen har været en stor del af Esbjerg Golfklub og han har med sine mange flotte resultater gennem tiderne været med til at tegne de sportslige bedrifter klubben i dag er kendt for.

Henry startede sin golfkarriere som 10-årig, hvor han som caddie blev en del af golfklubben. Det viste sig hurtigt, at Henry havde flair for spillet og han blev hurtigt en del af klubbens bedste spillere. I 1964 og 1965 blev han Danmarksmester for juniorer og i 1968 vandt han selv samme mesterskab for seniorer. I 1971 var han med på holdet, da Esbjerg Golfklub vandt Europamesterskabet for klubhold. Klubbens hold blev ligeledes danske mestre i 1975, 1976 og 1984, med Henry på holdet.

Hele 2 gange er Henry blevet hædret med Den Gyldne Golfbold, i 1971 for Europamesterskabet og i 1977 for sit flotte spil i forbindelse med Europamesterskabet for klubhold. Nogle bedrifter der i særlig grad har bidraget til Esbjergs idrætshistorie, hvilket også er markeret ved tildelingen af en flise på byens Walk of Fame ved Blue Water Arena.

Henry’s engagement i golfklubben betød også en plads i klubbens bestyrelse gennem flere år. Grundet sin sygdom måtte Henry stoppe med golfspillet i 2018. Hans passion og interesse for golfsporten/klubben var forsat til stede og han var således også at finde i klubben, da Challenge Tour’en var på besøg i august måned.

Henry Knudsen har gennem årene bidraget med mange gode oplevelser og resultater for Esbjerg Golfklub og hans besøg i golfklubben vil blive savnet.

Æret være hans minde.

Menu