ECCO Tour 2019 i Esbjerg Golfklub

I uge 34 blev der spillet ECCO Tourens afdeling i Esbjerg Golfklub. En uge med fantastisk golf, der ikke kunne være gået mere vellykket.

Norske Elias Bertheussen var i en klasse for sig ved Esbjerg Open by EnergiMetropol Esbjerg og vandt med hele syv slag. Niklas Nørgaard Møller blev nok engang nummer to, mens Morten Ørum Madsen og Nicolai Kristensen missede en god mulighed for vigtige point.

Elias Bertheussen startede dagen på førstepladsen, og fra hans eagle på fjerde hul var han i en klasse for sig. En finalerunde i 69 slag, to under par og en samlet score i syv under gav den stærke nordmand en sejr med hele syv slag til Niklas Nørgaard Møller på andenpladsen. Islandske Haraldur Magnus blev nummer tre, mens Niclas Johansson blev nummer fire.

Niklas Nørgaard Møller sikrede sig Challenge Tour kort
På GolfBox Nordic Golf League Ranking rykker Elias Bertheussen med sin sejr frem som nummer tre, og han er nu i en yderst gunstig position i kampen om én af de fem oprykningspladser til Challenge Touren. Foran Bertheussen ligger Christopher Sahlström (der via sine sejre er garanteret oprykning) og Niklas Nørgaard Møller der med dagens andenplads satte endnu en stor pose penge/point ind på kontoen.

Og selvom Niklas Nørgaard Møller fredag missede endnu en chance for sejr på ECCO Touren, så bør Kokkedal-spilleren absolut ikke være slået ud. Faktisk kan han roligt åbne en flaske champagne i aften og glæde sig over, at han nu er Challenge Tour spiller i 2020.

– Det vil være en helt usædvanlig situation, hvis ikke 34.880 Euro er nok til at slutte i top-5, siger ECCO Tour ejer, Flemming Astrup og fortsætter;

– Det er utopi at tro, at det ikke er nok, og samtidig er det også utopi at tro, at Møllens (Niklas Nørgaard Møller, red) med sit høje niveau ikke tjener flere penge, slutter Astrup.

Niklas Nørgaard Møller: Jeg var ret sur i dag
Hovedpersonen selv havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe på dagens runde.

– Jeg gik egentlig og var sur det meste af runden. Elias spillede godt, og allerede efter få huller tænkte jeg, at nu spiller vi andre om andenpladsen, og det var ikke lige det, jeg havde håbet, forklarede Niklas Nørgaard Møller.

– Og så surmulede jeg lidt fra hul 5 – 18 og irriterede mig over, at jeg ikke kunne indhente ham. På 18. tee kiggede jeg på stillingen, og da jeg så, at jeg var alene på andenpladsen, blev humøret lidt bedre, forklarede “Møllens”, der altså fortsat er uden sejr i en ellers formidabel sæson.

– Det er lidt det eneste, der mangler, men det er svært at gardere sig mod en spiller, som bare stikker helt af fra feltet, sluttede Kokkedal-spilleren, som nu har fem andenpladser i denne sæson.

Nicolai Kristensen smed vigtige point
Med to dobbelt bogeys på de sidste tre huller tabte Nicolai Kristensen endnu en top-10 placering, og han måtte nøjes med en 15. plads. På GolfBox Nordic Golf League Ranking falder Kristensen en plads tilbage, og det tegner til en høj-dramatisk sæsonafslutning for den formstærke vestjyde.

– Jeg ramte egentlig ikke bolden ret godt i dag, men jeg grindede godt og fik reddet en masse pars. Mod slutningen kom der et par løse slag og en lostball, og så skred det lidt. Det er bare at klø på resten af året, for det bliver spændende forklarede Nicolai Kristensen, der fredag aften skal dyste mod Niklas Nørgaard Møller i en helt anden sport.

– Vi skal ud og spille Padel tennis, og der regner jeg også med, at Niklas bliver nummer to, grinede Knist.

Nicolai Højgaard sluttede som nummer 48 i 16 over par, hele 23 slag efter Bertheussen, og det illustrerer også meget godt, hvor god Bertheussen var i denne uge.

Du kan se resultatet af Esbjerg Open her.

Menu