Coronavirus - General information i Esbjerg Golfklub

Nedenstående forhold omkring coronavirus vil løbende blive opdateret hvis situationen ændrer sig.

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede i går en række nye tiltag i kampen mod udbredelsen af Coronavirus. Blandt andet blev det kraftigt anbefalet fra regeringens side, at alle frivillige foreninger indstiller indendørs aktiviteter i to uger. Ligeledes har DIF været ude med en opfordring til også at aflyse de fleste udendørs idrætsaktiviteter.

I Esbjerg Golfklub bakker vi op om myndighedernes anbefalinger, og har besluttet at regulere driften af golfklubben i overensstemmelse hermed, foreløbigt frem til den 30. marts.

Alle der viser symptomer på sygdom eller har været i tæt kontakt med smittede personer bedes blive hjemme som myndighederne anbefaler.

Aktiviteter og arrangementer:

Generalforsamling, medlemsaktiviteter, herunder opstart af begynderhold, modeshow og indvielsesbrunch er aflyst og udskudt på ubestemt tid.

Dette gælder også alle former for undervisning, både individuelt og i grupper, og vores trænere er sendt hjem indtil den 30. marts.

Banen:

Spil på banen/træningsbanen kan foregå i privat regi – og alle opfordres til et minimum af aktivitet i større grupper. DGU og DIF vurderer ikke, at smitterisikoen ved privat spil på banen er på et niveau, hvor der på nuværende tidspunkt er behov for en lukning.

Vi har en forventning om at flere, som eksempelvis er hjemsendt, i de kommende uger, vil benytte lejligheden til at spille golf. Derfor er det særdeles vigtigt at vores henstillinger overholdes. Vi skal bede forældre til vores juniorer om at tage en god snak med deres børn og unge omkring vigtigheden i at respektere de ændrede forhold.

Træningsbanen:

Ved brug af træningsbanen opfordres alle til at holde god afstand samt kun at benytte hver 2. plads.

Klubhus og øvrige indendørs faciliteter:

Klubhus og øvrige indendørs faciliteter drosles ned til et absolut minimum. Det betyder, at vi fraråder aktiviteter som f.eks. ”Klub i Klub” møder/generalforsamlinger etc. Alle opfodres til et minimum af ophold i klubhuset og til at man ikke opholder sig i foyer-området.

Omklædningsrum er aflåst indtil den 30. marts, men der er fortsat adgang til toilet.

Restauranten har foretaget initiativer, som minimerer risikoen for smittespredning og kapaciteten begrænser sig i perioden til 28 gæster med en forsvarlig afstand mellem stole og borde. Alle der ønsker at benytte restauranten bedes så vidt muligt bestille via telefon/mail. Vi henstiller til, at man primært bestiller banesandwich eller andet, som kan tages med hjem. Den mindre aktivitet i klubhuset vil ramme vores restaurant økonomisk, og vi opfordrer vores medlemmer til at benytte restaurantens Take Away tilbud i denne periode, så vi i fælleskab kan give dem en mulighed for at komme bedst muligt igennem denne usædvanlige situation.

Se midlertidig menu her

Alle faciliteter i Esbjerg Golfklub er fra dags dato forbeholdt klubbens egne medlemmer, og vi modtager ikke greenfee- eller andre gæster på træningsbanen resten af marts måned.

På denne måde sikrer vi, at antallet af personer, der opholder sig i klubben, er på et absolut minimum. Esbjerg Golfklub ønsker at værne 100% om egne medlemmer i denne situation.

Der foretages initiativer, som minimerer risikoen for smittespredning. Her tænkes på hygiejneforhold, tilpassede åbningstider, reduceret udbud og generelt mindre aktivitet.

Frontdesk/shoppen:

Bemanding af Shop/frontdesk begrænses, og vores faste bemanding arbejder så vidt muligt hjemmefra. Der vil være åbent, men vi henstiller til, at alle henvendelser sker via telefon og/eller mail og kun de mest nødvendige indkøb foretages i shoppen.

Greenkeeperne:

Med baggrund i vores chefgreenkeepers sygdomshistorik har vi bedt ham om at blive hjemme ind til den 30. marts. Alt andet banepersonale afvikler ferie og afspadsering, og der vil være et nedsat plejeniveau de kommende uger.

Slutteligt anbefales det, at alle medlemmer holder sig orienteret og opdateret på coronasmitte.dk og på klubbens hjemmeside.

Lad os stå sammen i denne specielle situation og passe på hinanden.

Venlig hilsen

Ledelsen og Bestyrelsen

Esbjerg Golfklub

Menu