Sponsorkroner skal gøre gavn for medlemmerne i den lokale golfklub

Esbjerg Golfklub indgår et sponsorsamarbejde med energiselskabet OK, som skal bidrage til sociale arrangementer samt forbedring af klubbens faciliteter.

Både OK og Esbjerg Golfklub ser frem til sponsorsamarbejdet, og Johannes Eriksen, som er golfklubbens daglige leder, håber især meget på, at klubbens medlemmer og selvfølgelig meget gerne mange andre vil støtte klubben, når de tanker, så de kan få nogle sponsorkroner ud af det.

”Vi vil helt klart lade nogle af sponsorkronerne gå til ungdomsafdelingen, så vi kan lave nogle sociale arrangementer for vores børn og unge, særligt hen over vintermånederne. Det kunne for eksempel være at sende dem ud at bowle eller noget i den stil for at opretholde det sociale. Og hvis vi er så heldige at hive en del penge hjem, så vil vi også rigtig gerne etablere toiletfaciliteter ude ved banerne, nogle som virker hen over vinteren også”, fortæller Johannes Eriksen.

Esbjerg Golfklub blev stiftet tilbage i 1921, og i dag har klubben ifølge Johannes Eriksen omkring 1600 aktive medlemmer. Klubben omfavner desuden medlemmer i alle aldersgrupper helt fra 5-92 år, og der er både mulighed for at modtage undervisning, deltage i kurser og gå alene ude på golfklubbens baner. I forlængelse heraf fortæller Johannes også, at der til dagligt er mellem 50-400 medlemmer, som gør brug af anlægget i Esbjerg, og at golfklubben årligt har cirka 60.000 spillede runder.

OK (og Brugsen) udbetaler pengene

Det er OK’s kunder, der har sparet pengene op til foreningerne ved at tanke på deres OK-kort eller via OK’s app. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet.

I sponsoraftalen kan klubber og foreninger få fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. I alt 15 øre kan altså gå foreningernes vej, hver gang der bliver tanket en enkelt liter.

30 procent ekstra fra OK

Esbjerg Golfklub er en ud af cirka 2.400 klubber og foreninger, der har en sponsoraftale med OK og dermed nyder godt af støtte fra OK. Det danske energiselskab har sågar frem til og med maj 2022 øget sponsorstøtten med 30 procent til alle eksisterende foreninger med en benzinkortaftale, så de får ekstra hjælp til at klare sig igennem coronakrisen.

”Vi ved, at denne tid er speciel vanskelig for alle klubber og foreninger, hvor mange har været tvunget til at sætte deres aktiviteter på pause. Derfor øger vi nu støtten til vores loyale og trofaste sponsormodtagere med 30 procent, så både voksne, børn og unge fortsat vil have mulighed for at dyrke idræt og foreningslivet, der hvor de bor,” siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.

 

OK
Åhave Parkvej 11
8260 Viby J

70 10 20 33
https://www.ok.dk

Fakta om OK og sponsoratet:

  • OK er et dansk andelsselskab, ejet af cirka 11.300 kunder og forhandlere
  • OK forsyner boligejere, landbrug og erhvervsliv med brændstof, e-mobilitet, olie, naturgas, varmepumper, el, mobiltelefoni og forsikringer
  • OK støtter sammen med de lokale OK-forhandlere omkring 2.400 klubber og foreninger over hele landet. Foruden sporten støtter OK bl.a. arbejdet i en række humanitære organisationer, herunder SOS Børnebyerne, Hospitalsklovnene, Kræftens Bekæmpelse mv.
Menu